Tid og Længsel: - om langsom tid i forskningsarbejdet

Hvordan oplever universitetsforskere deres vilkår for at bedrive forskning? Hvilke tidslogikker indgår i universitetsansattes opfattelser af vilkårene for løsning af deres forskningsopgave?

I to undersøgelser fra 2016 og 2019, af det videnskabelige personales arbejdsmiljø på et institut på et dansk universitet, svarede henholdsvis 73 % og 75 % af respondenterne at de kun af og til, sjældent eller aldrig havde den tid, der var nødvendig, for at de kunne nå deres forskning. Opfølgende interviews afdækkede et fænomen vi kalder AVF-forskning: forskning henlagt til aftener, weekender og ferier. Et fænomen der udtrykker en oplevelse hos det videnskabelige personale af en arbejdsdag der indenfor almindelig arbejdstid er så fuld af afbrydelser og korte, hurtige opgaver (e-mails, registrering og indberetning og møder), at mulighederne for den fordybede, undrende, kreative og kontemplative tænkning er stærkt begrænsede, og derfor må skabes uden for den normale arbejdstid.

AVF forskning er desuden et udtryk for en konflikt mellem på den ene side den ’hurtige, atomiserede klokketid’ (på græsk Kronos) (Jönsson 1999; Eriksen 2002; Han 2009), hvor accelerationen af livstempoet (Rosa 2013, s. 26ff) skaber en nervøs rastløshed der gør livet mere hektisk, uklart og retningsløst (Han 2009), og på den anden side den ’langsomme, historiske og personlige tid’ (på græsk Kairos) (Jönsson 1999; Eriksen 2002; Han 2009) som er forudsætningen for den tålmodige, tøvende, langsomme, ikke-villede laden det komme, som måtte vise sig (Nietzsche 1889, s. 36), og som ofte er nødvendig i forskningsarbejdet (Berg & Seeber 2016).

Med afsæt i disse sociologiske og filosofiske greb i, og begreber for, tid, præsenterer artiklen en analyse af det refleksionsrum som udviklingsviklingsprojektet åbnede for deltagerne, hvor forskningsgrupperne sammen ekspliciterede deres sprog og begreber om forskningsopgaven, reflekterede over forskningsarbejdets betingelser og grundvilkår (forskningens ontologi), og diskuterede mulighederne for at skabe mere uforstyrret forskningstid (forskningens ontiske form). Artiklen vil desuden diskutere, hvordan tidsbegreberne om tidslogikker er afkoblet fra de styrings- og ledelsessystemer, som rammesætter vilkårene for forskningen. Til sidst vil vi løfte de modsatrettede og samtidige opfattelser af tidslogikker, ledelse/selvledelse og solistforskning/forskningsfælleskaber, som vedligeholder et kulturelt paradigme om forskning som udenfor rækkevidde for et ledet og sundt arbejdsmiljø.