Tre traditioner i dansk økolitteratur

Litteraturen udgør et særligt forestillings- og refleksionsrum, hvor verdenssyn, menneskeopfattelser, værdier og erkendelser kan brydes, genforhandles og ikke mindst nytænkes, og hvor oplevelser og erfaringer med naturen og klimakrisen kan gøres sanselige og nærværende for os. I artiklen skitserer jeg tre økolitterære traditioner, der gør dette på hver deres måde. Den første, økocentrisk naturlyrik, sætter naturen i centrum og skriver om menneskets samhørighed og forbundethed med omgivelserne. Den handler ikke direkte om den globale klimakrise eller plasticforurening og kan af den grund forekomme anakronistisk og tilbageskuende, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Sådanne digte kan nemlig give os nye briller at se verden med, så vi får øje på ellers underkendte sider af tilværelsen og på den måde kan de opstille nye virkelighedsbilleder og etiske idealer, der kan være brugbare, hvis vi skal ændre vores nuværende destruktive levevis. Den anden, miljø- og klimakriselitteratur, forholder sig omvendt direkte og kritisk til de økologiske og klimamæssige udfordringer og kan virke alarmerende, samtidig med at den kan udforske den ambivalente, usikre og svært begribelige situation, vi befinder os i. Og den tredje, økologisk kropslitteratur, afdækker de ofte uforudsigelige og uønskede bevægelser, udvekslinger og sammenkoblinger, der finder sted på tværs af den menneskelige krop og den ikke-menneskelige materialitet. Denne litteratur har derfor en særlig mulighed for at gøre det begribeligt for os, at mennesket er gennemtrængt af stoffer og kræfter, som vi ikke fuldt ud kan kontrollere eller forklare; at vi, om vi vil det eller ej, altid er indblandet i og sammenvævet med det, vi lettere fejlagtigt kalder ”omgivelserne”.
Sådanne forskellige litterære udforskninger synes fundamentale, hvis vi vil prøve at forstå klimakrisen, hvorfor vi er havnet her, og hvordan vi måske kommer videre.