Mads Krogh, post doc ved Afdeling for Musikvidenskab, Aalborg Universitet, grubler over klappets virkning og indflydelse i forbindelse med musik, om klappe-normer er tilstrækkeligt lokale til, at man kan kende sin by på klappet. Der er ingen tvivl om, at de varierer, især fra genre til genre. Under klassiske koncerter må man under ingen omstændigheder klappe før efter koncerten. Til jazz-koncerter klapper man i tide og utide, efter soli, mellem numrene og så videre. Også i rock klapper man gerne undervejs og altid mellem numre. Krogh overvejer, om det ikke er nødvendigt for klassisk musik at åbne op for de stramme klappe-normer, da de kan skræmme det nye publikum væk, som scenen har brug for. Slutteligt bemærkes det, at klappet kan være et udtryk for publikums magt over de optrædende; at man ikke beder om et ekstranummer men kræver det.