Får vi også en sundhedskanon? Hvor langt kan og skal vi gå i denne synkronisering af vore kroppe og sjæle? Lige nu virker det som om, at der er tale om en endeløs disciplinering af den danske befolkning. Først skulle smagsdommerne ud. Siden har vi set en kulturkanon, en litteraturkanon og nu også en demokratikanon. Mon der kommer en sundhedskanon?

De sidste 10 år i Danmark har vi set en øget bestræbelse om normalisering af vore kroppe og sjæle. Det gælder på alle områder og det overdøver efterhånden den mangfoldighed som, om ikke andet har været, både accepteret og også hyldet i samfundet tidligere. Ethvert samfund har brug for en vis synkronisering af befolkningen. Dertil findes en række institutioner fra vuggestuer, skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser mv. Der skal være styr på os, vi skal lære basale færdigheder, såsom at færdes i trafikken og vi skal lære et eller flere sprog vi kan kommunikere gennem. Vi skal også tælles, vejes og måles, så staten har styr på husholdningen. Landet indgår i en større sammenhæng, som siges at være en konkurrencesammenhæng, så den må selvfølgelig vide, hvad den har at gøre godt med i sin kamp mod de andre. Det er i accepteret.

Min krop er god og relativt sund. Den er i arbejde, har været livslangt under uddannelse og den har en nogenlunde vægt, højde og BMI. Statistisk er den lidt dyr pga. lidt astma og to knæoperationer. Men kort sagt. Det er i orden at vi skal normaliseres. Spørgsmålet er: Hvor langt kan og skal vi gå i denne synkronisering af vore kroppe og sjæle? Lige nu virker det som om, at der er tale om en endeløs disciplinering af den danske befolkning. Først skulle smagsdommerne ud. Siden har vi set en kulturkanon, en litteraturkanon og nu også en demokrati kanon. Mon der kommer en sundhedskanon?

En sundhedskanon

Hvad er en sundhedskanon? Det er en beskrivelse af, hvordan den rette krop ser ud, hvad den spiser, hvordan og hvor meget den bevæger sig, hvor meget den sveder hver dag, hvor mange muskler den har og hvordan de skal sidde. En sundhedskanon beskriver hudens fasthed, hudens spændstighed, mundens tænder og placering af dem og lidt om hvordan der skal lugte ud af munden. Det er upassende at fortsætte denne tankerække.

Det er ikke let at udforme skitser til en sundhedskanon. Man savner ord og læseren skånes for mine spæde forsøg. I litteraturen kan man henvise til Klaus Rifbjergs eller Benny Andersens værker. Men hvem skal være kroppen der promoveres i en sundhedskanon? Kronprinsen måske? eller Chris Macdonald? Og så et par kvinder. Det må være sundhedsministeren der går forrest med forslag. Der skal samarbejdes med embedsmænd i miljø- og sundhedsstyrelserne, samt andre ministre, som er optaget af kroppene og hvordan de bevæger sig og agerer.

Hvorfor nu denne tekst? Hvad er der galt ved at beskrive en rigtige, den normale eller den sunde krop? Isoleret set ikke noget. Vi er omgivet at kroppe, som vi registrerer og resten får vi fra tv, radio og Internettet. Hovedproblemet er, at en hver etablering af en normal eller sund krop, samtidig inkluderer nogle kroppe og ekskluderer andre. Og den kraft denne proces iværksættes med, er så meget stærkere, som den er en statsligt legitimeret. Der er forskel på at høre om sunde kroppe gennem diverse medier (det er slemt nok) og så at staten, ligesom med autorisation af visse faggrupper eller udstedelse af statsobligationer, autoriserer en bestemt sund kropsform. Staten autoriserer en bestemt fysiognomi, idet den ekskluderer (alle) andre. Dette sidste siges og skrives aldrig. Ingen ønsker kropseksklusion. Alle vil være inkluderende, socialt, kulturelt, økonomisk og sikkert også kropsligt! Start ved den "inkluderende børnehave", den "inkluderende skole", en "inkluderende pædagogik". Pointen er at det sker alligevel.

Symbolsk vold

Det er et bestemt samfund på en given tid, der bestemmer hvad der er en sund krop. Tidligere var det overklassens store og velnærede krop der blev dyrket, i andre samtidige samfund hylder man tyndere eller højere kroppe. Der er altså ikke, kulturelt eller sociologisk set, en krop der 'i sig selv' er sund eller rigtigere end andre. Hvad har alt dette med symbolsk vold at gøre? Pointen er, at en eller flere gruppers definition af en sund krop universaliseres og naturaliseres, dvs. formidles, ses og erfares som den eneste ene og rigtige. Dette sker samtidig med, at andre sociale gruppers kroppe og deres sundhed, ses og hen ad vejen erfares, som forkerte, unormale eller usunde. Det blik der læser hvilken en krop der er sund/usund, normal/ unormal osv. bliver indbygget i øjnene på alle. En bestemt udlægning af sund og normal ses og erfares af alle, ikke som en eller nogles version, men som versionen, dvs. sundheden, normaliteten. Det er ikke virksomt 'top down' dvs. at staten dominerer de dominerede. Den stærkeste magt ligger derimod i, at de som ikke bærer denne sunde krop - de læser dem selv gennem den. De ser egen krop som en fejlversion, en ringe krop, en defekt krop, en usund eller syg krop. Der sker til og med en individualisering som siger; det er din egen skyld at din krop er usund, uskøn, unormal!

Alt dette er at tale mod tyngdeloven, for staten og dens sundhedsprincipper har støtte i FN og EU. Husk WHO's strategi for år 2000. Det gælder om at "lægge år til livet" og at "lægge liv til årene". Desuden er der videnskabelighed som grundlag, når en række epidemiologiske studier dokumenterer hvordan sygelighed, usundhed og sårbarhed er ophobet i visse sociale grupper og langt mindre i andre. Hjemløse har en gennemsnitlig levetid på godt 40 år og de højest positionerede grupper lever længst, er mindst syge, bliver hurtigere raske efter sygdom, har flest egne tænder og har højest livskvalitet. Staten har des-uden institutioner, som søger at kompensere og korrigere for 'ulighed' hvad angår sundhed. Sundhedsinstitutionerne er således beboet af professioner og specialister, der arbejder med den "rygende krop", den "alkoholiserede krop", den "slappe og tykke krop", den "triste krop". Alt i den bedste hensigt. Det gøres et stort arbejde som objektivt hjælper til, at nogle får ydre hjælp til at korrigere kroppenes fysiognomi og deres (dårlige) vaner. Om alt andet slår fejl, så har vi en ekspanderende kirurgisk teknologi, og en lægemiddelindustri, der øjner gode muligheder for at udvikling af kropskorrigerende piller, f.eks. fedmepiller.

Politik efterlyses

Der gøres altså noget og med gode intentioner. Men hvordan kan det være at det, strukturelt set, fortrænges at høj løn, gode boligforhold (havudsigt), høj uddannelse, god tilknytning til arbejdsmarkedet og gode venner og 2,1 barn, er stærkt støttende for et sundt og langt liv - idet det modsatte er gældende når personer har lav løn, dårlige boligforhold (baggårdsudsigt), lav eller ingen uddannelse, dårlig eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, ingen eller mange børn? Vi ved at økonomiske, kulturelle og sociale kapitaler dvs. kreditter, er voldsomt udslagsgivende, når der måles på kroppene og på hvordan de har det og hvordan det vil gå dem. Men når der skal laves politik på området, står vi tilbage med de tre magiske kodeord; moral, individualisering og i bedste fald pædagogik-uddannelse. Hvad kan vi gøre ved det? Jeg er ikke politiker og fattig på ideer. Men det mest åbenlyse er det mest fortrængte. Man kunne måske ordinere høj løn til de lavtlønnede, havudsigt til dem der har baggårdsudsigt osv. Man kunne cirkulere boliger, sådan at alle i deres livsforløb skal bo 5 til 10 år i henholdsvis et højt, mellem og lavt positioneret boligområde. Start f.eks. i Søllerød, flyt med uret, dernæst til København/Frederiksberg og siden til Ishøj og så videre igen. Det må kunne sættes i system.

Nogle vil mene det er progressivt at have et standpunkt og turde fremsætte, hvad der er rigtigt og forkert, god og dårlig litteratur, god og dårlig musik, sund og usund krop. Jeg er lidt bange for de kanon'er. Herunder for den sundhedskanon, som nok ligger lige om hjørnet. For statsministeren, der skal skrive forordet til sundhedskanonen, er det måske mindre kompliceret. Der kan f.eks. let genbruges fra indledningen i demokratikanonen. Der skal blot 'søges og erstattes':

"Vi må indse, at opslutningen om det gode og sunde liv ikke er en selvfølge. Sundheden skal vindes, udvikles og forsvares i hver ny generation. Regeringen ønsker derfor at styrke kendskabet til de principper om den rette og sunde krop, som det danske samfund bygger på".

Nå. Nu vil jeg tage på arbejde. Kigger mig lidt i spejlet, retter på tøjet, pudser brillen, ranker ryggen, løfter hovedet, skyder brystet frem og bevæger mig ned ad trappen. Livremmen er spændt nogenlunde ind, men jeg holder alligevel vejret lidt, på den der måde... idet jeg møder et par naboer på vejen.

Kristian Larsen er lektor ved Institut for Pædagogisk Sociologi, Miljø og sundhedsprogrammet ved DPU