Er nogen mere lige end andre? en socioøkonomisk undersøgelse af Restgruppens uddannelses - og arbejdslivsmuligheder

En underliggende argumentation i afhandlingen er, at risici i stigende grad individualiseres, dog uden at risici er demokratiske. Den stigende individualisering i uddannelsessystemet og tilknytningen til arbejdsmarkedet skjuler livsforløbets multidimensionalitet. Der eksisterer et institutionelt setup omkring livsforløbet der – i visse tilfælde – rækker udover den enkelte persons indflydelse. Selv forandringer og forløb, der oprindeligt er initieret af den enkelte selv, kan få vidtrækkende konsekvenser, der ikke umiddelbart kan overkommes af den enkelte selv.

Et flexicurity-perspektiv der medvirker til at gøre differentierede arbejdslivsmuligheder mindre synlige. Disse skjulte skævvridninger er genstand for diskussion i afhandlingen. Flexicurity-tilgangen har for mig at se ikke tilstrækkelig blik for arbejdsstyrken heterogenitet, mangfoldigheden i livsforløbets institutionelle setup og (arbejds)livsforløbets dynamiske karakter.

Flexicurity-firkanten er en diskussion, der primært er orienteret imod hovedstrømninger af arbejdskraften på arbejdsmarkedet, og er i den henseende orienteret mod et makroniveau. Pointen med afhandlingens arbejde er at kigge dybere og fokusere på mikro- og mesoniveau for at få en større indsigt i påvirkningen fra disse niveauer med henblik på en diskussion af arbejdslivsmuligheder for udsatte grupper på arbejdsmarkedet – specielt uddannelsessystemets Restgruppe. Denne anderledes tilgang er umiddelbart nødvendig i forhold til at indfange de fordelingspolitiske konsekvenser struktureringen af arbejdsmarkedet har.

I afhandlingen har jeg primært beskæftiget mig med arbejdsgivernes indvirkning på struktureringen af det enkelte livsforløb, den enkeltes uddannelsesforløb (ungdomsuddannelse og deltagelse i VEU), familiemæssige forhold – herunder intergenerationelle forholds betydning – samt konjunkturelle forhold. Det er således et særligt snit, der er lagt i afhandlingen, men det analytiske potentiale skulle gerne fremgå af de foregående sider i afhandlingen.

Det er ikke kun indtrædelse på arbejdsmarkedet, der er placeret i ungdomsårene, der er det aldersmæssige tidsspan, afhandlingen behandler. Det er samtidig i denne periode af livsforløbet, hvor familier dannes og bliver større, samt perioden hvor eventuel uddannelsesdeltagelse finder sted. Denne periode af livsforløbet er en uhyre kompleks periode.

Teoretisk tager afhandlingen afsæt i et livsforløbsperspektiv. Livsforløbet bliver betragtet som en social institution, der indfanger de forskellige institutionelle påvirkninger, den enkelte er underlagt. Med dynamiseringen af analysen bliver det også en analyse af ”institutionelle komplementariteter”, dog uden at disse komplementariteter nødvendigvis er positive. Hvorvidt disse additive effekter af den institutionelle konstellation er positive eller negative er et empirisk spørgsmål.

Anskuelsen af livsforløbet som social institution får karakter af en normalbiografi, en forventning om hvordan det enkelte livsforløb i praksis bør leves. Dette bliver med andre ord en normativ fordring. Kohlis (2007) formulering af normalbiografien er en tredeling af livsforløbet (uddannelse – arbejdsliv - pension). En tredeling der bliver kritiseret for at være køns- og familieblind, hvorfor linked lives-begrebet bliver introduceret. Begrebet har den teoretiske implikation, at udviklingen i det enkelte livsforløb ikke kun skal anskues som et resultat af persons egne handlinger, men i lige så høj grad er et resultat af samspillet mellem personens egne handlinger og de personlige relationer, som personen indgår i. Afhandlingen stiller sig derved kritisk overfor et metodologisk individualistisk videnskabsteoretisk udgangspunkt.

En anden kritik af Kohlis tredeling af livsforløbet er mangel på dynamisk forståelse af uddannelse og især transitioner på arbejdsmarkedet. I forhold til udviklingen af et mere dynamisk perspektiv er TLM (Schmid 1998, 2006, Schmid og Schömann 2004, Räisänen og Schmid 2008) inddraget som operationalisering af transitioner mellem arbejde, arbejdsløshed og uddannelse. TLM-tilgangen til transitioner mellem jobs på arbejdsmarkedet bliver udbygget med DiPretes et al. (1997) anderledes indgang til transitioner. I begge disse tilgange er et arbejdsgiverperspektiv umiddelbart underbetonet. Segmenteringsteori (Rubery 2007, Leontaridi 1998) bliver inddraget for at begrebsliggøre arbejdsgivernes indflydelse på arbejdslivsmuligheder gennem bestemte former for rekruttering og anvendelse af arbejdskraft. Samtidig bidrager diskussionen af Internal labor market (ILM) og Occupational labor market (OLM) med samspillet mellem uddannelsessystemet og arbejdsgivernes rekruttering og anvendelse af arbejdskraften. Særligt bliver det gennem diskussionen af OLM tydeligt, at Restgruppen står foran særlige problemer, idet standardiseringen af uddannelsessystemet bevirker, at personer uden uddannelse har vanskeligere ved at komme ind på arbejdsmarkedet (Wolbers 2007). Segmenteringsteori er til trods for, at teoriretningen sætter betydningen af arbejdsgivernes anvendelse af arbejdskraften på dagsordenen, mindre fokuseret på organisatoriske og personalepolitiske aspekter. Derfor er begrebet om personalepolitiske regimeformer (Jørgensen et al. 1990), rekruttering, fastholdelse, udvikling og afvikling inddraget. Dette er kombineret med Atkinsons (1984) fleksibilitetsbegreber (numerisk, temporær, funktionel og finansiel fleksibilitet) og begreberne om tilknytningen af arbejdskraften til arbejdspladsen (kerne- og periferi-arbejdskraft).

Dertil er der inddraget et perspektiv, der går på tværs af de øvrige elementer i det teoretiske apparat. Solgas (2002) tanker omkring stigmatisering af lavtuddannede bidrager med en teoretisk dimension, der går på tværs af arbejdsgivernes anvendelse af arbejdskraften og den generelle samfundsmæssige udvikling i synet på uddannelse. Det ikke at have en uddannelse bliver i stigende grad opfattet som et negativt signal. Derfor vil Restgruppen i stigende grad have vanskeligt ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Inddragelsen af dette teoretiske perspektiv har samtidig haft indflydelse på afhandlingens design.

Videnskabsteoretisk skriver afhandlingen sig ind i en kritisk realisme tilgang, hvor der argumenteres for anvendelse af kvantitative metoder. Dette videnskabsteoretiske ståsted understøtter en forståelse af genstandsfeltets dynamik og foranderlige karakter, hvilket ligeledes er en præmis i det teoretiske arbejde. Ståstedet er samtidig et opgør med en tvungen kombination af positivisme som videnskabsteoretisk udgangspunkt for kvantitative metoder og empiri.

Afhandlingens analyser er primært baseret på Cox-regresssionsanalyser og GEE-modeller. Begge typer af analyser tager højde for afhængighed over tid i den afhængige variabel. Overordnet set er det tre aspekter af datas karakteristika, der fordrer specielle metoder. Det er censurering af data, tidsmæssig variation i de uafhængige variable samt potentiel korrelation mellem målingerne af den afhængige variabel over tid (Allison 1982, 1995 Liang and Zeger 1986, Zeger and Liang 1986).

Tidsvarierende variable er relevant i diskussionen omkring livsforløb, idet personer ændrer status over tid. Ændringer i ansættelsesforhold og familieforhold er blot nogle eksempler. De anvendte kvantitative metoder tager højde for disse ændringer, hvorved risikoen for en given transition beregnes mere præcist.

Afhandlingens empiriske grundlag er registerdata for alle personer i Danmark, der tilhører fødselskohorterne 1968, 1972 og 1976. Data dækker over personlige, familiære forhold og oplysninger på arbejdspladsniveau, hvor den enkelte er ansat. Datas karakter gør det muligt at følge de enkelte personer i deres livsforløb og særligt deres arbejdslivsforløb. Datagrundlaget giver samtidig mulighed for at foretage en kohortekomparation, hvilket bidrager til diskussionen af, hvorvidt regularitet i effekterne for Restgruppen kan identificeres, eller effekter forandrer sig over tid.

Afhandlingens analysekapitler er struktureret efter udvikingen i livsforløbet. Indledningsvist er en kort udvikling i ungdomsuddannelsessystemet blevet præsenteret, hvilket peger på en individulisering af uddannelsestankegangen. Denne tankegang arbejder med en grundide om, at frafaldet på ungdomsuddannelserne – især EUD – kan reduceres, hvis ejerskabet til et uddannelsesforløb bliver tydeligtgjort. Konsekvensen bliver en individualisering af ansvaret for struktureringen af et uddannelsesforløb og en individualisering af ansvaret for succes eller fiasko. Frafaldet kan som følge heraf i højere grad betragtes som et individualiseret problem. Frafaldet er efter indførelsen af Reform 2000 steget. Dette peger i retning af, at frem for at betragte frafald som et individuelt problem er det i lige så høj grad et samfundsmæssigt problem i den forstand, at ungdomsuddannelsessystemet ikke giver de bedste muligheder.

Kapitel 5 omhandler intergenerationelle effekter. Her viser analysen, at forældres indkomst har indflydelse på det enkelte barns fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet. Forældres tilknytning – målt på lønnen – har større og mere vidtrækkende konsekvenser end ”blot” det at vokse op i relativt mindre bemidledede familier. Lavere relativ lønniveau i familien i det 10.-18.år øger arbejdsløshedsrisikoen for personen i det 20.-30. år.

I kapitel 6 bliver der kigget nærmere på personer, der er frafaldet en ungdomsuddannelse for senere i livsforløbet at vende tilbage til ungdomsuddannelsessystemet. Her viser det sig, at personen egen familiedannelse og forældres uddannelsesniveau indvirker på genoptagelsen af en ungdomsuddannelse. På EUD er børn ingen hindring – snarere tvært imod. Omvendt indvirker det at have børn negativt på mulighederne for at fuldføre. Samtidig har deltagelse i efteruddannelse indvirkning både positiv eller negativ indflydelse på tilbagevenden til en ungdomsuddannelse. Almen VEU indvirker i et vist omfang positivt på tilbagevenden til ungdomsuddannelse, hvorimod deltagelse i erhvervsfaglig VEU i højere grad betyder, at personen ikke vender tilbage til ungdomsuddannelsessystemet. Deltagelsen i efteruddannelse vidner om den valgte retning for arbejdslivsforløbet. Umiddelbart sker der en de-stardardisering af deltagelsen i ungdomsuddannelse set på tværs af de tre fødselskohorter. En bevægelse, der finder sted sideløbende med en større normkonformitet i forhold til at opnå erhvervskompetencegivende uddannelser.

Kapitel 7 vidner om et kønsopdelt arbejdsmarked i Nordjylland. Samtidig viser analysen, at kvinder i det private har større arbejdsløshedsrisiko sammenlignet med mændene. Inden for det offentlige gør det modsatte sig gældende. Heraf følger, at det ikke er muligt at tale om ét arbejdsmarked. Det er som minimum nødvendigt at sondre imellem sektorerne. Denne sektoropdeling viser sig også i effekten af efteruddannelsedeltagelse, idet VEU-deltagelse i offentlig regi sænker arbejdsløshedsrisikoen markant. En lignende effekt kan ikke genfindes i det private, hvor det i større grad øger sandsynligheden for at foretage en brancheekstern transition. I forhold til Restgruppen viser analysen, at de i mindre grad forlader brancherne for at gå til en anden branche, hvorimod de i højere grad bliver arbejdsløse. Umiddelbart indgår VEU-deltagelsen i et samspil med de forskellige elementer af personalepoltitikken (rekruttering, udvikling, fastholdelse og afvikling). Familieforhold viser tydeligt, at personer med familieforpligtelser er en mindre attraktiv arbejdskraft, idet de har højere arbejdsløshedsrisiko. Det gør sig især gældende for enlige forsørgere, der har en generel højere arbejdsløshedsrisiko på tværs af brancherne.

Kapitel 8 omhandler transitioner mellem forskellige ansættelser fra det ene år til det næste. Det er virksomhedsinterne, brancheinterne og brancheeksterne transitioner, der er genstand for diskussion i dette kapitel. Den underliggende tese i afhandlingen om at det er Restgruppen, der i højere grad må betale prisen for den høje fleksibilitet i ansættelsesrelationen, der eksisterer på det danske arbejdsmarked. Resultaterne viste imidlertid, at grundskole-Restgruppen i mindre grad end personer med EUD og videregående uddannelser foretager transitioner på arbejdsmarkedet. En tendens som ligeledes fremgik af KvaliNord-projektet. VEU-deltagelse bliver – jf. diskussionen i kapitel 7 – kædet sammen med de forskellige elementer af personalepoltitikken (rekruttering, udvikling, fastholdelse og afvikling). I analyserne i kapitel 8 bliver det tydligere, at dette er nødvendigt for at få den rette forståelse af effekten af VEU-deltagelsen. Erhvervsfaglig VEU henholdsvis øger virksomhedsinterne transitioner og mindsker brancheinterne transitioner, hvorved VEU-deltagelse bliver en del af fastholdelsen af medarbejdere. Omvendt øges sandsynligheden for brancheeksterne transitioner, hvorved VEU-deltagelsen skal forstås som et afviklingsperspektiv. Struktureringen af arbejdsstyrken på den enkelte arbejdsplads har ligeledes betydning for de forskellige former for transitioner. Jo højere andel af ufaglærte på arbejdspladsen fører til lavere grad af virksomhedsintern mobilitet. Dette er en indikation på, at funktionel fleksibilitet er mindre fremherskende i anvendelsen af arbejdskraften. Analyserne viser yderligere, at kvinder overvejende foretager færre transitioner sammenlignet med mændene. I forhold til job-til-job transitioner er det dog tilstedeværelsen af børn i familien, der har den største effekt.

Kapitel 9 handler om arbejdsløshedsrisiko, hvor der tages udgangspunkt i Restgruppens arbejdsløshedsrisiko. Ikke overraskende har Restgruppen – særligt personer med en grundskolebaggrund – øget arbejdsløshedsrisiko. Det gør sig gældende både for 30 og 180 dages arbejdsløshed. Det samme resultat viser sig, når vi analyserer data baseret på personer, der er i arbejdsstyrken. Hvor resultatet i kapitel 8 viste, at Restgruppen i mindre grad foretager transitioner, viser analyserne i kapitel 9, at de i stedet for bliver arbejdsløse. Vejen til ny beskæftigelse i forbindelse med en reallokering går for denne gruppe over arbejdsløshed.

Anlyserne viser, at enlige kvinder, der tilhører Restgruppen (grundskolen), har en forhøjet arbejdsløshedsrisiko (180 dage). En tendens, der på tværs af kohorterne, synes at stige. Dette peger i retning af, at der sker en stigmatisering af disse enlige mødre.

I Cox-modellen, hvor arbejdsløsheden for personer i beskæftigelse bliver moduleret, viser der sig en segmenteringstendens. Personer fra Restgruppen har en stigende arbejdsløshedsrisiko, hvis de får ansættelse på arbejdspladser, hvor en stor andel af arbejdskraften er ufaglært. Dette betyder, at denne gruppe i virksomheden i højere grad end de øvrige bliver udsat for numerisk fleksibilitet som arbejdskraftsregulering. De er med andre ord at betragte som en randarbejdskraft på et segmenteret arbejdsmarked, hvor Restgruppen har en stigende arbejdsløshedsrisiko.

Efter denne korte sammenfatning af afhandlingens design og resultater, vil resultaterne nu blive diskuteret i forhold til livsforløbet, både konsekvenserne af de faktisk levede livsforløb og disse livsforløb set i forhold til den samfundsmæssige definerede ”normalbiografi”. Samtidig vil det blive diskuteret, hvordan forskellige forløb (uddannelsesdeltagelse, familie og ansættelsesforhold) og disses udviklingsforløb indvirker på hinanden. Afslutningsvis vil afhandlingens metodiske og teoretiske pointer kort blive diskuteret. Indledningsvis vil afhandlingens brug af Restgruppebegrebet blive diskuteret.