Badeværelset: Fra klunkehjemmets vandkloset til senmoderne nydelsesrum

Badeværelset. Alle bruger det, alle har ét. Af nødvendighed, til
selvforkælelse eller som tilflugtssted, fordi man her kan lukke
døren og være sig selv. Badeværelset er på den ene side en del
af boligens backstage, jf. sociolog Erving Goffmans distinktion
mellem frontstage, boligens præsentable rum, og så de intime
rum, hvor de private praksisser foregår. På den anden side er
badeværelset også tilgængeligt for hjemmets gæster. Det er
derfor offentligt, men ikke socialt, det er delbart, men altid privat. Det gør badeværelset til et nøglehul, hvor vi kan smugkigge
ind i modernitetens forestillinger om krop, hygiejne og privatliv,
skyld og skam. Tænk bare på det ramaskrig, der rejste sig, da
avantgardisten Marcel Duchamp afinstallerede et urinal og
ophævede det til kunstværket Fontain i 1917. Eller på den
verdensberømte mordscene i Alfred Hitchcocks gyserfilm
Psycho (1960), hvor vi i 45 lange sekunder er vidne til et af
filmhistoriens mest uhyggelige knivoverfald – blandt andet
fordi det foregår i badeværelset, mens offeret står afklædt,
uskyldsren i sit brusebad. Også den australske filmmager Peter
Greenaway har brugt badeværelset som scene for ærlige skildringer af menneskeliv i sin dokumentarfilm Inside Room:
bathrooms (1985). Underforstået, at vi på badeværelset er
mest private, mest sårbare og – måske – mest os selv.