Brug af mindst indgribende tvangsforanstaltninger på psykiatriske afdelinger: et registerbaseret kohortestudie af 131.632 første og efterfølgende tvangsepisoder under 35.812 indlæggelser

Introduktion: Psykiatrilovgivningen i Danmark indeholder et princip om at anvende de mindst indgribende former for tvang først. Vi undersøgte rækkefølgen, hvori tvangstyper blev brugt, idet de først anvendte forventedes at være mindre indgribende end de følgende typer.
Materiale og metoder: For tvangsepisoder indberettet til det nationale register over tvang i psykiatrien for perioden 2011-16 blev rækkefølgen på 12 tvangsindgreb under hver indlæggelse undersøgt. Sammenlignet med bæltefiksering blev odds ratio (OR) og konfidensintervaller (95 % CI) for at være første eller efterfølgende brugte typer estimeret ved hjælp af betingede (96.611 episoder) og ubetingede (131.632 episoder) logistiske regressionsmodeller, stratificeret på køn. Analyserne blev desuden gentaget for alle regioner.
Resultater: I alt 17.796 patienter i alderen 18+ blev udsat for mindst én tvangsepisode. Mediantiden mellem indlæggelse og første episode var 4 dage hos mænd og 6 for kvinder. For kvinder blev tvangstilbageholdelse, tvangsernæring, tvangsbehandling af somatisk lidelse, låsning af døre og personlig skærmning iværksat før bæltefiksering, og tvungen opfølgning, ECT, tvangsbehandling, brug af handsker og remme, fysisk fastholdelse og indgift af intramuskulær medicin ved tvang brugt senere. Hos mænd blev kun tvangstilbageholdelse iværksat før bæltefiksering, mens ECT, skærmning, administration af lægemidler, brug af handsker og remme, fysisk fastholdelse og tvungen intramuskulær medicin blev anvendt statistisk signifikant hyppigere senere end bæltefiksering. Der var forskelle i mønstrene mellem regionerne
Diskussion og konklusion: Rækkefølgen af anvendte tvangstyper synes ikke at stemme overens med mindste middel princippet, især bruges bæltefiksering som første tvangstype hos mænd og hos yngre voksne.