Individ og fællesskab: En etnografisk undersøgelse af hvordan sundhedsprofessionelle, personer med Type 2 diabetes og frivillige i idrætsforeninger opfatter foreningers rolle i det sundhedsfremmende arbejde

I arbejdet med sundhedsfremme for personer med kroniske sygdomme, herunder Type 2 diabetes (T2D), betragtes idrætsforeninger ofte som nyttige samarbejdspartnere til at støtte fysisk aktivitet. Få studier har imidlertid beskæftiget sig med, hvordan de personer, der involveres i sådanne samarbejder, opfatter den rolle, idrætsforeninger kan og bør udfylde. Med det afsæt er formålet her at undersøge, hvordan sundhedsprofessionelle, personer med T2D og frivillige i idrætsforeninger opfatter idrætsforeningernes rolle og ansvar i relation til fysisk aktivitet for personer med T2D. Undersøgelsen er baseret på Habermas’ teori om den kommunikative handlen, og tager udgangspunkt i feltarbejde i kommunale sundhedscentre og idrætsforeninger, herunder observationer og fokusgruppeinterview med de involverede parter. Resultaterne viser blandt andet, at flere sundhedsprofessionelle forventer, at individuelle behov hos personer med T2D sættes i centrum i idrætsforeningerne (som i den kommunale sundhedsfremmepraksis). Mens foreningerne ikke er afvisende over for at bidrage til sundhedsfremme, lader de til ikke blot at være optaget af deres idrætsfællesskabers potentielle bidrag til individer med T2D, men også individernes potentielle bidrag til idrætsfællesskaberne. På denne baggrund diskuteres grundlæggende forskelle og ligheder i parternes opfattelser, herunder deres syn på forholdet mellem individ og fællesskab, med henblik på at informere fremtidige samarbejder mellem kommunale sundhedsfremmende tilbud og idrætsforeninger.