MIX: Blended Spaces

MIX - BLENDED SPACES

Der er mange grunde til at tage et begreb fra de kognitive teorier og flytte det ind i en billedkunstnerisk sammenhæng. Jeg vil koncentrere mig om især to niveau­er, hvor vi har arbejdet med en metaforisk topografi på udstillingsprojektet MIX - BLENDED SPACES: Det metodiske og det æstetisk/ konceptuelle. Dels er der altså måden, hvorpå udstillingen er blevet til på, som et MIX af kriterier og samarbejdende kunstnere og kurator-studerende. Dels markerer den kognitive vinkel arbejdet med en række idéer, der overordnet fungeret som visuelle ledemotiver på udstillingen - og som opererede i zoner mellem indre og ydre offentlige rum, eller det vi under et kalder ABLENDED SPACES@. Det er klart, at de to niveauer ikke har været adskilt i processen, men jeg vil alligevel introducere til dem hver for sig i det følgende - også for at slå fast, at der bag ethvert koncept også er en metode, som handler om hvordan man organiserer sig i forhold til dialogen og forskellene mellem kunstnere og kuratorer.

MIX - DIALOGER OG FORSKELLE

Der er et meget stort behov for, at åbne op for en dialog mellem kunstnere og Akuratorer@. Ligesom det er på tide, at få sat en optimistisk fokus på, hvad det vil sige at arbejde på tværs af faglige og æstetiske felter. I det hele taget er denne udstilling forsøgt lavet i en ikke-skepticistisk ånd: Jeg har fra starten fokuseret på mine 12 studerende med-kuratorers dømmekraft og evner. Udstillingen tager sit udgangs­punkt i, at de studerende (og jeg selv), vælger 1-3 kunstnere hver, med udgangs­punkt i egne smagsdomme (Aforestil dig en kunstner, du for nylig virkelig har berørt dig - ring til hende/ham!@). Vi satte af praktiske grunde en geografisk grænse for udvælgelsen, som hed, at det skulle være en kunstner fra regionen Sjælland/ sydsverige. Dog endte det med, at kunstnere fra Jylland samt fra Holland og Norge også kom med på udstillingen.

Den metodiske vinkel har herefter været fokuseret på dialogen med kunstnerne i udviklingen af udstillingen. Her tænker jeg ikke blot på de klassiske kurator-jobs, såsom transport og Askaf lige en video til på torsdag@. Det har været et mål at åbne op for en dialog af mere faglig art - for at understrege en vigtig pointe, nemlig at begge grupper er operative i et felt, der producerer æstetiske udtryk. Og at dette ofte sker med Alån@ eller citater fra ikke-æstetiske udtryk. Og så er begge parter stor-forbrugere af teorier. Og netop her ligger måske den største værdi i at MIX=e temperamenter, som ellers er adskilt af visnede vaner: Akademikere er vandt til at jonglere med teorier, men mangler (alt for) ofte en konkret sammenhæng at jonglere i. Kunstnere derimod har masser at konkrete sammenhænge, men har (ofte) en temmelig ukritisk tilgang til teorier. Dialogen mellem kunstner og kurator arbejder netop i gråzonen mellem disse to yderligheder af æstetisk konventionel praksis - og det forekommer mig, at både det akademiske og det kunstneriske kredsløb kunne drage stor fordel af den særlige form for forskning, som dette arbejde reelt er udtryk for. Hvad der konkret sker er nemlig, at dialogen fremhæver forskellene mellem os - men den stopper jo netop ikke der. Den forbliver ikke i skepticismen. Derimod bliver disse forskelle i kraft af dialogen og det praktiske arbejde sprogliggjort, og udfolder en særlig begrebslig metaforik, som er yderst interessant. Disse metaforikker er et resultat af Blended Spaces - eller en kontakt til >offentlige litteraturer=.

BLENDED SPACES - DE offentlige LITTERATURER

På samtidens kunstscene er det de senere årtier blevet mere og mere alminde­ligt at anvende det offentlige rum som et alternativ til det traditionelle museum og galleriets fire Ahvide vægge@. På Documenta X sommeren 1997 var gågaden i Kassel således en central del af udstillingen, hvor værker af bl.a. Hans Haacke og Jeff Wall var installeret. Og hele den store Skulptur-projekte in Münster har (primært siden 1987) viet sig selv til denne nexus mellem kunsten og det offentlige rum. I den forbindelse tales der en del om værkernes steds-specificitet, samt om de betydnin­ger, konteksten giver værkerne. Men hvad er egentlig pointen for kunsten at arbejde med det offentlige rum og steds-specificitet? Hvad er det, der driver værket ud i det offentlige rum? Er det andet end en forlængelse af museets rum (der i øvrigt også er offentligt) ud på gadeplan? Er der tale om andet end intentioner fra kunstnere og kuratorers side?

Det synes umiddelbart klart nok, at der ligger mere i kunstens søgen væk fra de traditionelle rum, end 'bare' intentioner og postmoderne relativitetsteoreti­ske tanker. Der er 'noget', der driver værket derud, hvor historien ikke længere er klart markeret. Hvor frihed og lighed bliver gråzone-begreber, og hvor mennesket som klart tænkende bevidsthed synes at gå i opløsning. Det er straks sværere at definere, hvad dette 'mere' er.

I udstillingsprojektet AMIX - Blended Spaces@, der åbner 9. april, går kunstnere og universitetsstuderende sammen om at udforske det blandede rum, museet og markedspladsen/ gågaden. Det følgende bygger i væsentlighed på nogle af de tanker, omkring konceptet, som mere har karakter af en hypotese: Samtidskun­sten og dens bearbejdning af de offentlige rum skaber nye blendede rum, men tydeliggør også forudsætningerne for visse ur-blends (herunder de offentlige rum), ved at fremhæve eller belyse de fortællingerne, der grundlægger dem.

Når jeg skriver de offentlige rum - i pluralis - hænger det sammen med, at den mest grundlæggende antagelse, der arbejdes med på udstillingsprojektet MIX - Blended Spaces, er at en udstilling er et pluralt sted. Det er mange steder, som blandes - eller snarere: blendes - ind i hinanden. Det kan lyde paradoksalt, men er det egentlig ikke: At arbejde i det offentlige rum, er at arbejde med selve grundlaget for det moderne liv og samtidig dets flygtighed, dets utrolige evne til at forandre netop fortællingerne bagved vores kultur og sprog.

Ordet offentlig er afledt af det tyske ord Offen/ Aåben@ og lich/ Alig eller legeme@. Det, der åbnes for eller mod, er det menneskelige legeme. At noget er offentligt betyder således egentlig at den menneskelige krop er synligt til stede i rummet, åbent overfor påvirkninger. Selve ordet signalerer et materialistisk friheds-projekt, hvor menneskets historie underforstås som iscenesat i en række alment tilgængelige rum, herunder - ikke mindst - museet.

Det offentlige er derfor  ikke kun noget ydre, der opererer som en kontekst til kunsten og som kunsten opererer med æstetisk. Det offentlige er også virksom på et andet, og lidt mere subtilt plan, som det sted, hvor der drages relatio­ner mellem det vi ser, og det vi tænker. Således var Marcel Duchamp med egne ord optaget af at skabe Alitterære@ rum i sin kunst, hvormed han mente at Aspille@ med nogle aporier i kunstens såkaldte almene ligheds- og/ eller frihedsskabende funk­tion. Offentlighed er for Duchamp ikke en passiv størrelse, der erkendes ud fra almene forestillinger. Offentlighed er for ham et sted, hvor ting bevæger sig i forhold til hinanden og sig selv og dermed får nye betydninger. I Duchamps særegne metaforik er det offentlige rum at sammenligne med et skakspil, hvor kunsten - hans kunst - udfolder sig i kraft af visse regler, angrebs- og forsvarsmuligheder. Du­champs maleri forlader lærredet i 1917 (ca.) til fordel for andre blendede rum. Og denne interaktion er med Duchamps egne ord  Alitterær@ - og selvom han kalder det et idiotisk ord (Ale mot idiot@) at bruge om sammenhængen, så ved han ikke hvad han ellers skal kalde det (interview, 1963). Og hvorfor så ikke tage ham, om man så må sige, på ordet. Gør vi det, ankommer vi til de blendede rum, som udgør denne udstilling - som en hypotese til gennemsyn på egen hånd.

Morten Søndergaard, 16. juni 1999

Referencer:

Mark Johnson The Body in the Mind, Chicago 1986

Mark Turner The Literary Mind, Chicago 1996

Marcel Duchamp A Game of Chess, et film-interview af Jean Marie Drot, 1963