Universitetsforskere, ledelse og styringslogik: begrundet modstand mod forandring

 Dette paper indeholder en erfaringsbaseret del og en teoretisk.

Den erfaringsbaserede beskriver forfatternes oplevelser som institutledere under universiteternes transformationsproces fra kollegialt selvstyre med mål-ramme styring under relativ autonomi til professionelt ledet og topstyret organisation baseret på ministerudpeget bestyrelsesflertal og kontraktstyring.

Som afsæt anvendes den rekonstruktion af universiteternes mission og værdier, der blev foretaget af Humboldt og som er dybt institutionaliseret i universiteternes kultur. Herved forsøges universiteternes og universitetsforskernes særlige, samfundsmæssige rolle klarlagt.

Den teoretiske del søger at bibringe en forståelse af oplevelserne omkring universiteternes nylige transformation ved at analysere og diskutere den i et organisations- og ledelsesteoretisk perspektiv. Denne del tager afsæt i to hypoteser. Den første indebærer, at forandringsledelse ikke er mulig, hvis medarbejderne ikke ønsker det - in casu fordi forandringen implicerer terminering af selve kulturens kerne. Den anden indebærer, at den kollegiale, organisatoriske ordning ved påtvungen styringslogik latent giver sig udslag i antitesen, maskinbureaukrati, der står i skærende kontrast til universiteternes mission og værdier.

Det konkluderes, at forandringsmodstanden har været velbegrundet, logisk og rationel, fordi forandringen implicerer, at indholdet i begrebet 'universitetsforsker' og 'universitet' i kraft af styringslogikken tendentielt forsvinder.