Abstract
I gamle dage sagde man i forbindelse med litteratur, at man hørte gudernes tungemål, når man skulle karakterisere det, at man i digtningen blev fortryllet eller slået omkuld af, at man ikke kunne bestemme, hvor den stemme, man mødte i et værk, kom fra. Senere foreslog en af det 20. århundredes vigtigste litteraturteoretikere, russeren Michail Bachtin, mere nøgternt, at det hos de allerstørste forfattere ikke var nogen guddommelige inspiration, der talte. Derimod formåede visse forfattere som Dostojevskij og Dickens at skrive en særlig flerstemmig eller polyfon prosa, hvor en række forskellige synsvinkler og personer kommer til udtryk på én gang. Og at denne evne netop var genistregen i især den vækst inden for den moderne roman, som man har set siden det 19. århundrede.
I nordisk litteratur finder man fire giganter inden for den polyfone prosa, nemlig danskerne Pontoppidan og Johannes V. Jensen, nordmanden Knut Hamsun og islændingen Halldór Laxness, der alle også har til fælles, at de har været selvfølgelige kandidater til og fået Nobelprisen i litteratur.
I nordisk litteratur finder man fire giganter inden for den polyfone prosa, nemlig danskerne Pontoppidan og Johannes V. Jensen, nordmanden Knut Hamsun og islændingen Halldór Laxness, der alle også har til fælles, at de har været selvfølgelige kandidater til og fået Nobelprisen i litteratur.
Original language | Danish |
---|---|
Journal | Kristeligt Dagblad |
ISSN | 0904-6054 |
Publication status | Published - 15 Apr 2024 |