Læge-patient kommunikation

I det danske sundhedsvæsen tillægges kommunikationen med patienten øget betydning, hvilket bl.a. ses i Speciallægekommissionens betænkning Fremtidens speciallæge (2000) og anbefalingerne i Patientens møde med sundhedsvæsenet (2003). Begge steder fremgår det, at god kommunikation ikke kun handler om 1) at indsamle og formidle information om biomedicinske aspekter (ud fra en biomedicinsk tilgang), men også om 2) at lytte aktivt, være empatisk og vise respekt over for patientens følelser, tanker og livssituation (ud fra en socio-relationel tilgang). De to tilgange kommer til udtryk i de ’stemmer’, lægen ifølge Cordella (2004) kan tale med, som er forbundet med de ’stemmer’, patienten kan tale med. God kommunikation kan ses som den rette kombination af ’stemmer’ i forhold til den konkrete patient og dennes situation.
En autentisk samtale med en hofteopereret patient næranalyseres ud fra sam- og modspillet mellem ’stemmer’. Analysen viser, at patienten og lægen har to forskellige perspektiver på, hvad der skal være samtalens emne (henholdsvis patientens helbredstilstand eller samtykke til donation), og udfaldet er, at patienten får for lidt at vide om sin helbredstilstand, mens lægen opgiver at få patientens samtykke. Udfaldet kan forklares med, at lægen ikke formår at møde patienten i samtalen, fordi han ikke er lydhør overfor patientens perspektiv: dels forholder han sig til begge emner ud fra en biomedicinsk tilgang, selv om patienten også appellerer til en socio-relationel, dels styrer han samtalen hen på sit eget emne (samtykke-spørgsmålet), selv om patienten gentagne gange forsøger at få ham ti,l både biomedicinsk og socio-relationelt, at forholde sig til hendes sygdomsforløb.