Opdragelse: Mellem autonomi og autoritet

Opdragelse har altid været spændt ud mellem hensynet til individet og hensynet til samfundet. Med børne- og socialministeriets opdragelsesdebat i foråret 2018 blev der peget på, at hensynet til barnets behov og individuelle autonomi muligvis havde taget overhånd grundet stor fokus på uro i indskolingen. Denne artikel undersøger aktuelle opdragelsesidealer ved at analysere tre centrale danske opdragelsesbøger,
der blev udgivet i 2017. I bøgerne bliver der argumenteret for, at de to største udfordringer, som forældre står overfor i dag, er, at børn i stigende grad er psykisk sårbare, og at børn i stigende grad er optaget af sig selv og egne behov. Disse udfordringer kobles på opløsningen af forældres autoritet. Bøgerne beskriver et opdragelsesideal, hvor forældre agerer psykologiske coaches for deres børn, der ved brug af en blanding af dialog og krav fremmer udviklingen af børn, som er robuste, selvregulerende, behovsbevidste og fleksible. Der argumenteres i artiklen for, at bøgernes teknificerede psykologiske opdragelsesideal er opskriften for, hvorledes forældre skal støtte udviklingen af passende subjekter i et neoliberalt samfund. Der peges på, at dette indebærer nogle problematikker, idet opdragelsesidealerne er videnskabeliggjorte og således potentielt umyndiggørende for forældrene. Derudover beskriver artiklen, hvorledes det passende neoliberale subjekt erselvoptimerende og individualiserende, hvilket indebærer, at individet selv må bære risikoen og ansvaret for fiasko. Jeg argumenterer for, at dette potentielt øger individets sårbarhed. Opdragelsesidealerne løser således ikke de problematikker, som bøgerne beskriver.