Permaopmærksomhed og følelser som ideologi

Der har sneget sig noget ind i vores sprog, som på den ene side virker meget tilforladeligt, men samtidig også er udtryk for en kultur i dyb vildrede. Det er ordet “føler”. Det er noget mennesker i alle aldre og af alle typer siger hver eneste dag: Jamen, så følte jeg også at …. Kan du føle, hvad jeg mener … Vi følte, at det var bedst at gøre sådan og sådan. Da sociologen Anthony Giddens tilbage i 1980erne argumenterede for, at kroppen var den sidste Garant, det senmoderne menneske havde at holde sig til i en flodbølge af refleksivitet, mangfoldighed og usikker, kunne vi se det komme. For hvad er det, en krop gør? Den føler. Den sanser. Den registrerer. Når vi bliver slået. Når vi falder. Når temperaturen stiger eller falder. Nå mængden af information i omgivelserne overstiger evnen til at håndtere dem, så lukker vi af.