Watching the Detectives

Musik i audiovisuelle medier er i flere henseender med til at etablere og institutionalisere associative koblinger mellem det farlige og det forførende, mellem frygt og lyst, kriminalitet og seksualitet, osv. Dele af navnlig populærmusikkens sammensatte udtrykskatalog fungerer som ladede markører med næsten kliche-lignende prominens. Det gælder den drævende tenorsaxofon, der ofte indrammer og akkompagnerer detektivheltens refleksive voice-over og som synekdokisk både kan signalere cigaretrøg, ugidelighed, netstrømper, natteliv, sex, kriminalitet, vold, og meget mere; den lidt spagfærdige twang-guitar, der kan bringe både uhygge og komik, mystik og banalitet, fortid og fremtid – men vist aldrig samtid; samt en lang række idiomer og gestalter hentet fra symfoniorkesterets repertoirer og effekter: sweep’et i trækbasunerne, der understreger den elegante actionhelts dramatiske og vilde omgivelser; høje violin-tremoli, der skærende gennem marv og ben, illuderer rædsel og smerte; og trinvise legato-figurer i dybe registre, der listende fremhæver utrygheden, det farefulde og den uundgåelige gru.

Artiklen stiller ind på signaturtemaerne til to af det sidste kvarte århundredes mest populære britiske detektivserier A Touch of Frost og Inspector Morse og søger at afdække, hvordan dele af disse temaers musikalske struktur kan ‘læses’ som specifik semiotisk kodning og konkret kontekstualisering.