Psykolog og ph.d. Claus Haugaard Jacobsen, der er leder af universitetsklinikken på Aalborg Universitet, forklarer stigningen i nordjyder, der behøver psykologhjælp til bearbejdelse af sorg, med opbrud i familiemønstre og krav om effektivitet på arbejdsmarkedet. Siden 1999 er antallet af lægehenviste psykologbesøg for bearbejdelse af sorg vokset fra 2.650 til 4.015 om året. På universitetsklinikken på Aalborg Universitet får de studerende sidst i forløbet mulighed for at opnå praktisk erfaring, bl.a. med bearbejdelse af sorg. Claus Haugaard Jacobsen forklarer, at folk ofte kommer, når de ikke længere vil være bekendt at tale med familien om sorgen. Han tilføjer, at tiden ikke læger alle sår, da der er tab, man aldrig kommer helt over.