Evidenslogik og praktisk erfaring indenfor rehabilitering

Evidensbasering af den sociale indsats har i de senere år været lanceret som noget, der kunne sikre mod spild af økonomiske ressourcer, og som sikring af brugerne mod et nyttesløst misbrug af deres energi og forhåbninger. Men hvad betyder det i praksis at noget er evidensbaseret, og er det muligt at evidensbasere så komplekse indsatser som rehabilitering? Er evidensbasering i virkeligheden drevet frem af en styringslogik, der har overskredet sin udløbsdato og kun venter på en afløser, som kan redde dens kuldsejlede projekter? Eller har evidensbevægelsen banet vej for mere gennemskuelige relationer mellem forskning og praksis? Artiklen vil se nærmere på disse spørgsmål og indkredse nogle af de betingelser, rehabiliteringsbegrebet stiller til forholdet mellem forskning og praksis.