Udsyn fra livets aften: Claus Grymers digtsamlinger illusionsløs, men også fuld af overraskende perspektiver, galgenhumor og skønhedslængsel

Claus Grymer er en moden herre, der har udgivet digtsamlinger siden 1973 og været skribent på Kristeligt Dagblad lige så længe. Hans digte er korte, præcise og lakoniske i formen, og stilen er enkel og dagligdags på en velgørende måde, for det er ikke, fordi Grymer viger uden om tilværelsens store emner som sorgen over livspartnerens død, konfrontationen med døden, og hvad meningen med det hele er. Dette foregår dog altid i en tone uden patos og svulstighed, men med underfundig og absurdistisk humor.

”Aftenvindue” hedder Grymers nye digtsamling, og titlen er en velvalgt metafor for det, som værket beskriver, nemlig de udsigter og perspektiver, der kan være for en enlig mand, der befinder sig i livets aften. Grundstemningen er resigneret og illusionsløs, som det følgende indledende digt tørt fastslår:

”Folk dør omkring mig/ som om det er helt naturligt/ det lader til/ at de klarer det fint/ de er her/ og de er her ikke mere/ så enkelt kan/ det åbenbart være.”