Sygeplejerskers arbejdsforhold: et spændingsforhold mellem fremmedgørelse og resonans?

Den tyske sociolog Hartmut Rosa benytter en nedadgående rulletrappe som en metafor for menneskets stræben i det moderne kapitalistiske højhastighedssamfund. I dette samfund oplever mange arbejdsmarkedet som en konstant kamp præget af præstationspres, fremmedgørelse og det, som Rosa ville kalde mangel på resonans (Rosa 2021; kapitel 2 i denne antologi). Alligevel går ansatte hver dag på arbejde og bidrager gennem deres produktion af produkter og levering af serviceydelser til opretholdelsen af det kapitalistiske højhastighedssamfund. Hvordan kan dette paradoks forstås i en hospitalskontekst ud fra et sygeplejerskeperspektiv?
De danske hospitaler har i årevis været under et højt effektivitets- og produktivitetspres med løbende omorganiseringer, personalereduktion og gentænkning af arbejdsopgaverne. Desuden er tiden til patientkontakt og interaktion med kolleger blevet væsentligt reduceret til fordel for dokumentationskrav og standardiserede arbejdsprocedurer. COVID-19-pandemien har også stillet store krav til det danske sundhedspersonales fleksibilitet i forhold til arbejdstider og arbejdsopgaver. Aktuelt mangles der 4.700 sygeplejersker på de danske hospitaler, et tal, der forventes at stige markant. Hertil kommer udfordringer med at fastholde og undgå stresssygemeldinger – både blandt nyuddannede og mere erfarne sygeplejersker.
Kapitlet bygger på data fra et forskningsprojekt på et dansk hospital i foråret 2021. Baseret på en tematisk analyse af tre fokusgruppeinterviews med i alt 12 sygeplejersker var formålet at belyse sygeplejerskers arbejdsvilkår og psykosociale arbejdsmiljø med særligt fokus på spændingsforholdet mellem fremmedgørelse og resonans. Rosas begreber om resonans og fremmedgørelse og Rasmus Willigs perspektiver på afmagt og umyndiggørelse i arbejdslivet (Willig 2009, 2016) anvendes som teoretisk bagtæppe for kapitlet.
Analysen peger på, at sygeplejerskernes arbejde i høj grad er belastende. Højt effektivitets- og produktivitetspres udfordrer de mellemmenneskelige relationer blandt sygeplejerskerne samt i relationen mellem sygeplejerskerne og patienterne. Oplevelsen af fremmedgørelse og afmagt sniger sig glimtvis ind. Overraskende nok er sygeplejerskerne villige til at gå på kompromis med relationerne til både deres familier og nære venner for at levere de bedst mulige sundhedsydelser under de eksisterende rammer. Analysen viser også en høj grad af sammenhold, motivation og glimt af resonans i møderne med patienterne og i det kollegiale fællesskab, når samarbejdet lykkes på trods af de høje krav til effektivitet og produktivitet. På baggrund af analysen gives anbefalinger til, hvordan man kan skabe bedre trivsel og et måske mere resonant og afbalanceret arbejdsliv blandt sygeplejerskerne på de danske hospitaler.