Udviklingen af inklusionskapacitet på arbejdsmarkedet: Et trygt arbejdsliv - nu og i fremtiden. Delanalyse 3

I forskning og politik har man ofte talt om virksomhedernes sociale engagement eller arbejdsgivernes vilje til at løfte et social t ansvar. Sådanne perspektiver peger på problematikken som et udtryk for arbejdsgiveres valg om at udvise socialt ansvar el ler ej. I den eksisterende forskningslitteratur om tilknytningen til arbejdsmarkedet for personer med begrænsninger i arbejdsevnen, har der særligt været fokus på a) indgange til arbejdsmarkedet i form af ansættelse, og b) barrierer for ansættelse og – i nogen grad – for fastholdelse i jobbet (se fx Bredgaard & Shamshiri-Pedersen 2018; Nagtegaal et al. 2022 om personer med handicap).
I denne analyse sætter vi primært fokus på de medarbejdere, som al lerede er ansat og fokuserer på, hvordan man på arbejdspladserne aktivt kan arbejde for at fastholde medarbejdere med begrænsninger i arbejdsevnen. Vi fokuserer således på arbejdspladsernes inklusionskapacitet, forstået som den praktiske og sociale kapacitet hos en virksomhed til at inkludere personer med begrænsninger i arbejdsevnen i ansættelser, der er bæredygtige i den enkeltes livssammenhæng og bæredygtig for virksomhedens forretningsmæssige og sociale virkelighed.
Selve begrebet inklusionskapacitet er nyt, men i den eksisterende litteratur anvendes en del forskellige begreber, der betegner tilsvarende eller delelementer af det, vi her betegner som inklusionskapacitet. En ny fremvoksende forskning peger nemlig på, at der er grund til at se nærmere på, hvordan inklusion foregår på arbejdspladser, og hvad det er, der gør, at nogle virksomheder er særligt gode til at praktisere bæredygtig inklusion af mennesker med forskellige udfordringer (Enehaug et al., 2022; Larsen et al., 2022). Internationale studier peger på, at virksomheder som arbejder aktivt med at inkludere personer med begrænsninger i arbejdsevnen (og andre former for udsathed), ikke alene formår at fastholde personer med diverse udfordringer i ansættelse, men også opnår generelt bedre trivsel og samarbejde på arbejdspladsen, såvel som forbedret effektivitet og økonomisk præstation (Boehm & Dwertmann 2015).